I en lille lokal forening, blev en vissen blomst til den smukkeste rose

I en lille lokal forening, finder man en masse unge mennesker der interesserer sig for gymnastik. De ting vi havde til rådighed og gymnastik salen, var gammelt og råt, det havde sin helt egen lugt, det lugtede af en blanding mellem en masse svedige mennesker og plastisk på grund af de måtter vi havde.
Jeg var træner og havde to hjælpe trænere der hjalp mig med både det praktiske, men også at tage i mod børnene og hjælpe dem hver især, med de problemer de havde. Vi havde en grupper friske børn fra 6 til 14 år, de fleste af dem kom fordi de gerne selv ville og havde det sjovt og godt på holdet. Vi prøvede altid at varier med forskellige lege og springbaner fra gang til gang, så de havde lysten til at komme tilbage.
Men desværre havde vi en lille pige, Ida, der blev presset af sted af hendes forældre, hun havde sociale problemer og havde svært ved at være sammen med de andre. Hun var indelukket, hendes blik faldt altid ned i gulvet, som om hun var bange for at se de andre børn og os i øjnene. Hun kunne ikke springe, end ikke lave en kolbøtte. Vi snakkede og diskuterede hvad vi skulle stille op med hende og hvad vi kunne gøre for at få hende med ind i både det sociale, men også ind selve gymnastikken. Jeg besluttede mig for en dag, at tage en snak med hende om, hvad hun kunne tænke sig at lave når hun kom til mine timer, så hun også fik lidt medbestemmelse i de ting der skete omkring hende. Stille og roligt fik vi åbnet op for nogle lege og baner hun godt kunne tænke sig at prøve. Sammen med alle de andre prøvede vi at udfører nogle af de ting. Hun begyndte at vise os tillid, da vi valgte at lytte til hende. Da hun lige så langsomt kom med ind i legene og da hun prøvede at give alt det fremmede gymnastik en chance, kom hun hurtigt til at snakke med nogle af de andre og fik derfor mod på at prøve sig selv af, hun fik nogle sociale relationer på holdet, deraf kom lysten til at komme igen. Det endte med at da året var slut og vi skulle lave opvisning foran et par af 100 mennesker, var hun en af dem der kunne lave en salto og turde stå frem.
DETTE ER EN SAND HISTORIE!
Fra jeres ynglings Lotte Harbo.