Randers Bo og Erhvervstræning – en fortælling

Randers bo og erhvervstræning består af 2 afdelinger; én i Adelgade og én i Vestergade i Randers. 19 årige Sussi bor i afdelingen i Adelgade. Det har hun gjort siden hun blev myndig. Hun kom til Randers bo og erhvervstræning, da hun har indlæringsvanskeligheder og koncentrationsbesvær, og hun havde svært ved at acceptere sin mors flyvske livsstil. Stedet består af 2 etager med hver deres fællesrum. Der er 12 beboere på stedet, som typisk bor der grundet indlæringsvanskeligheder, som gør det vanskeligt for dem at få en normal hverdag til at fungere og varetage et ”normalt” job. Flere af beboerne har også brug for hjælp til normale dagligdagsting som fx hygiejne, husholdning og socialisering. Den form for brugere hører under gruppen ” folk med nedsat psykisk funktionsevne” og de kommer til Adelgade på eget initiativ/i samarbejde med kommunen (jf. serviceloven § 81,82,83 & § 107).

Trivsel, udvikling og positivitet er de tre overordnede kerneværdier på bostedet. For at skabe trivsel, må man udvise omsorg for hinanden og derigennem skabe et trygt og tillidsfuldt miljø for alle. Udviklingen foregår i et åbent, kreativt og positivt miljø, der udfordrer såvel fællesskabet som den enkelte. Begejstring, glæde og troen på sig selv er med til at fremme den personlige udvikling og den enkeltes trivsel. Alle der er tilknyttet stedet enten som beboer eller medarbejder, er der under forudsætning af, at de så vidt muligt lever op til kerneværdierne.

Hver beboer har deres egen lejlighed. De fleste bor i en 2-værelses med eget the-køkken, eget badeværelse og et separat soveværelse. Fællesrummene fungerer som samlingspunkt for beboerne, hvor de hjælpes ad med madlavning og oprydning/rengøring. Desuden kan man se film og TV i rummet eller spille spil sammen.

Sussi er socialt anlagt. Hun har opbygget nogle gode relationer til mange af de andre beboere. Desuden har Sussi et venskabeligt forhold til en støttebeboer på stedet. Hun hedder Anna Sofie. Anna Sofie og Sussi har et venindeagtigt forhold, hvor de låner ting af hinanden såsom tøj, glattejern, make up osv. På afdelingen i Adelgade bor der 3 støttebeboere. En støttebeboer er et velfungerende ungt menneske, der fungerer som forbillede for beboerne, dvs. står op til tiden, deltager i fælles aktiviteter og passer sin skole/job uden problemer.

Sussi er en typisk beboer forstået på den måde, at hun er i gang med at gennemføre en STU (speciel tilrettelagt ungdomsuddannelse). Det betyder, at hun skal være på bostedet i 2-3 år, alt efter hvor godt det går hende. Når hun er færdig med sit ophold, skal hun sluses over i den eksterne afdeling, hvor hun får egen bolig med tilknyttet støtte fra en pædagog. Hvis Sussi ender som hovedparten af de tidligere beboere, vil hun få et fleksjob eller førtidspension med skånejob efter endt ophold. Det er meget få, der nogensinde bliver i stand til at gennemføre en ”almindelig” uddannelse og derefter varetage et ”normalt” fuldtidsjob.

Igennem længere tid har Sussi følt sig presset af socialrådgivere, ungdomspædagoer og psykologer, der alle har haft forskellige meninger om, hvordan hun skulle leve sit liv. For nyligt er det gået op for hende, at Anna Sofie, som hun før havde stor tiltro til, skal læse til pædagog. Sussi har brugt Anna Sofie til at ”læsse af på” og spejle sig i, og hun føler sig forrådt over, at Anna Sofie er på vej til at blive professionel (en af ”dem”). Sussi går og overvejer, hvordan hun kan få Anna Sofie sat ud af bostedet, og hun tænker, at det nemmeste er at gå til lederen for at klage.

Anna Sofie har gennem nogle andre beboere fået nys om, at Sussi vil gå til ledelsen bag om hendes ryg. Det går hende på, og for at have sit på det rene har Anna Sofie bestemt sig for at gå til ledelsen før Sussi. Anna Sofie er ellers vellidt blandt beboerne, og hun har svært ved at forstå Sussis frustrationer. Sussi lukker Anna Sofie ude, hver gang hun forsøger at komme i dialog. Anna Sofie har i første omgang kontaktet pædagogen, som er tilknyttet den afdeling hun bor på. Sammen har de forsøgt at bløde Sussi lidt op, men uden held. Det er pædagogen, som nu har taget initiativ til et møde mellem Anna Sofie, Sussi, pædagogen selv og forstanderen på bostedet. Det er onsdag eftermiddag og de fire er samlet i et mødelokale på bostedet.

Forstanderen, Ingrid (Lotte), er en middelaldrende dame, der sætter en ære i, at alle ansatte og beboere trives. Hun tager hånd om konflikterne, når de opstår, og har, ligesom resten af de ansatte, en anerkendende tilgang til beboerne. Pædagogen, Ulla (Pernille), er en frisindet dame og i beboernes øjne er hun lidt for pædagogisk. Altså er hun pædagog med stort p. Hun er meget monoton at lytte på, hvilket medvirker til, at beboere som Sussi (Carina) ikke kan greje hende.

Mødet finder sted i et mødelokale på bostedet. Rummet er indrettet helt typisk og der hænger abstrakt kunst på væggene. Inde i lokalet sidder i forvejen Ingrid og Ulla og venter. På bordet står der kaffe, the og vand, og da Anna Sofie træder ind i lokalet smitter de afslappende rammer af på hendes humør. Hun er pludselig fortrøstningsfuld, og hun føler sig sikker på, at de sammen finder en god løsning på problemerne. Det er lige indtil Sussi kommer bragende. Hun ser sammenbidt og vred ud og værdiger ikke Anna Sofie et blik. Sussi sætter sig på en stol i den modsatte ende af bordet så langt fra de andre som muligt.

Ulla åbner mødet med et krav om en redegørelse for problemet. Anna Sofie gør det klart, at hun ikke forstår, hvorfor Sussi har set sig vred på hende. De plejer at komme godt ud af det med hinanden, men pludselig er Sussi vendt på en tallerken. Hun nægter at tale til Anna Sofie på trods af, at hun flere gange har forsøgt at henvende sig til Sussi. Ulla henvender sig derefter til Sussi for at få et svar. Sussi er udfarende og bruger den sædvanlige grove tone overfor Ulla. For at dæmpe Sussi, bryder Ingrid ind. Hun understreger husets kerneværdier overfor Sussi, da hun føler, at Sussi modarbejder dem. Ulla forklarer, at hvis ikke Sussi kan indordne sig, kan de blive nødt til at finde et andet bosted til hende. Sussi er ikke interesseret i at flytte, da hele hendes sociale netværk bor på stedet, og uden det vil hun føle sig fortabt.

På dette tidspunkt i mødet føler Sussi sig trængt op i en krog, og hun kan mærke, at hendes sag ikke er så stærk som først antaget. Derfor beder hun om at tale med Ingrid og Ulla, uden at Anna Sofie er til stede. Anna Sofie forlader lokalet.
Nu fortæller Sussi, at hun igennem en længere periode har haft mistanke om, at Anna Sofie har taget ting fra Sussis værelse uden tilladelse. Hun fortæller ikke, at de to piger har for vane at låne ting af hinanden. Nu rynker Ingrid på øjenbrynene og spørger Sussi, om hun er klar over alvoren i de anklager, hun kommer med. Hvis det viser sig, at der ikke er hold i dem, kan de, som en sidste udvej, uden videre sætte Sussi ud af hendes bolig. Sussi holder fast i anklagerne, og Ingrid og Ulla henter Anna Sofie tilbage i mødelokalet. Ulla tvinger Sussi til at fremlægge sine anklager for Anna Sofie, som sidder helt paf tilbage. Hun er på grådens rand. Én ting er, at Sussi ikke længere vil kendes ved hende, men at hun pludselig står anklaget for tyveri, bliver dråben der får bægeret til at flyde over hos Anna Sofie.

Anna Sofie ser nu direkte på Sussi. Hun holder hendes blik fast, i noget der for Sussi minder om timer. Så åbner hun munden. Hun forklarer, hvordan de to piger igennem lang tid har lånt ting af hinanden, og at det indtil nu aldrig har været et problem, hvis tingene bliver afleveret tilbage lidt senere end aftalt. Anna Sofie fortsætter og fortæller, at nok kan de finde nogle af Sussis ting på Anna Sofies værelse, men at der jo også ligger nogen af Anna Sofies ejendele på Sussis værelse. Anna Sofie siger ikke mere nu. Ulla og Ingrid, der hidtil har lyttet opmærksomt til Anna Sofies forklaring, ser nu over på Sussi. Det er tydeligt, at Anna Sofies oprevethed, har påvirket Sussi. Hun sidder uroligt på stolen og piller nervøst ved en serviet. Hun ser ned. Ulla spørger igen, om Sussi vil trække sin anklage tilbage.
Nogle sekunder passerer, uden at nogen siger noget. Så nikker Sussi.

Herefter, går det op for Ulla, Ingrid og Anna Sofie, at Sussis anklager bygger på hendes fjendtlighed overfor pædagoger og andre professionelle. Sussi fortæller, at hun føler sig svigtet af Anna Sofie, som nu har valgt at blive "en af dem".